Det Virtuelle Musikbibliotek » Noder

Noder

Volume: 48
Sider: 195 - 196
Ophav:
Udgiver: Foreningen Dansk Musik Tidsskrift

NODER

Robert Lucas Pearsall: Duet for two cats

Sometimes attributed to Rossini. Schott 11222.

Musikvidenskaben der ofte søger det sidste ord og når den gør det næsten altid får det hvadenten dette er dumt uinteressant eller intelligent har atter gjort en stor opdagelse på et mikroskopisk felt. En hr. Edgar Hunt der må være sandhedssøgende indenfor de begrænsninger han nu har stillet sig har fundet ud af at Rossinis kat-teduet ikke er komponeret af Rossini, men af hr. Robert Lucas Pearsall, der vistnok også er englænder og som herved skulle være draget frem fra den anonymitet han forsåvidt pseudonymet G. Berthold dækker over ham søgte når han skrev noget humoristisk, fordi han ifølge hr. Hunt måtte frygte at underminere sin prestige som seriøs komponist. Hr. G. Berthold og hr. Robert Lucas Pearsalls anonymitet i vor tid såvel som hr. Robert Lucas Pearsalls prestige i sin skal ikke skjule min forbløffelse over, at hr. Robert Lucas Pearsalls prestige i fremtiden måtte komme til at bero på pseudonymet G. Berthold under hvilket hr. Pearsall søgte anonymitet i sin tid. Den usikkerhed hvormed hr. Edgar Hunt fortsat henfører pseudonymet G. Berthold til Robert Lucas Pearsall og som ved en omvendt slutning fortsat skulle åbne en teoretisk mulighed for at katteduetten er komponeret af Rossini og ikke af Pearsall bør efter mit skøn afgjort komme hr. Pearsalls anonymitet til gode hvorfor hr. Pearsall i al fremtid bør opføres i samtlige musikleksika under pseudonymet G. Berthold og kun under dette — som komponist af katteduetten — hvor ved musikvidenskaben slipper for at tage stilling til prestigepear-salls øvrige produktion. Herved har hr. Pearsall bevaret sin prestige i sin tid og Rossini sin i vor og eftertiden behøver ikke frygte at hr. Pearsall slår saltomortaler i sin grav over hr. Edgar Hunts prestigeun-dergravende virksomhed. Disse hensyn har Schott desværre ikke taget ved udgivelsen, men har forsynet 11222 med et forord af hr. Edgar Hunt, hvorved hr. Hunt måske har vundet lidt prestige ligesom jeg har spildt tiden på en fornøjelig måde ved at skrive denne anmeldelse. — l denne sammenhæng kunne der som antydet næres frygt for at hr. Pearsall i sin grav måtte tro, at hans prestige som seriøs komponist efter Hunts afsløringer nu skulle være lige så ned- og undergravet som han selv, hvilket jeg ved denne udbredelse af kendskabet til hr. Hunt ikke har kunnet tage hensyn til, da jeg ikke tidligere har kendt til d’hhr.s eksistens.

Ved Schotts udgivelse er det muligt, at hr. Pearsall har vundet prestige i vor tid under pseudonymet G. Berthold samtidig med at han er overbevist om at have mistet den, men da det øjensynlig ikke er 100% sikkert, at pseudonymet G. Berthold kan tilskrives Robert Lucas Pearsall men ifølge forordet kun “”Almost Certainly”", da endvidere hr. G. Berthold undskyld hr. Robert Pearsall, mens han var i live ikke interesserede sig for at vinde prestige som humoristisk komponist, men tværtimod frygtede pseudonymets undergravende virkninger på hr. komponist Robert Lucas Pearsalls muligvis alias hr. G. Bertholds prestige som seriøs komponist har jeg mistet enhver skepsis hvad angår hr. forsker Hunts ædle motiver, finfølelse og veneration over for hr. Pearsall. Til sagen : Min kat har efter at jeg har gennemspillet duetten sammen med en af vennerne, idet vi samtidig forsøgte os som sangere i håb om at få en kritik fra mere artsnært hold kun besvaret vores kattemusik ved at misse lidt med øjnene og i øvrigt sløvt blive liggende i kakkelovnskrogen. Ikke engang da vi vendte noden 90° og begyndte at synge efter faksimiletryk, kom der den mindste reaktion. Det er ikke så lang tid siden den fik mad, trøster jeg mig med. Trods alt gik den heller ikke hen til køkkendøren og miavede for at komme ned i baggården. Dens solidaritet med sin art strækker sig øjensynlig ikke længere end til at rive med kløerne, når strygere spiller på tarmstrenge. Det er vel osse farligere for den. O Holde Kunst. Miau.

A nker Fjeld (Pseudonym for Fjeld Simonsen)

Kor

Ingolf Gabold: Mattæus II, 13-17 (partitur). Ed. Wilhelm Hansen, København. Cop. 1972.

Ingolf Gabold’s TV-komposition “”Towards Aquarius”" blev i 1973 uropført i det danske fjernsyn, og allerede inden opførelsen forelå musikken til IL scene udgivet i partitur under titlen “”Mattæus III, 13-17″”.

At indføre de uindviede, som ikke fik set fjernsynskompositionen, i ideerne bag tekst og musik, vil jeg på forhånd opgive. Gabold har skrevet noget om det i DMT’s nummer for november 1973, og så må enhver hjælpe sig som han bedst kan. Der er næsten ingen tekst i det 10 minutter lange værk; en barytonsolo synger vo-kaliser hele vejen, og koret fordeler de tolv stavelser i “”Jerusalem, Jerusalem, Jerusalem”" over hele værkets varighed. Titlen skal altså være en slags nøgle til forståelse af kompositionen, og i Mattæus-evan-geliets 3. kapitel, vers 13-17 fortælles der om hvordan Johannes Døberen døbte Je-sus i Jordan-floden. Det er lige præcis, hvad man ser i 2. scene af “”Towards A-

quarius”", — hvis man ved det i forvejen. De første 9 minutter synger koret uafbrudt, i store brede akkorder ledsaget af 2 el-orgler. Akkorderne varer enten 5/8 eller 7/8; solisten udsmykker satsen med ottendedelsmelismer. Egentlig er det smukt. Det sidste minut er en slags koral for kirkeorgel, ledsaget af el-orgel og ambolt.

Det nydeligt udførte partitur synes at være velegnet til studiebrug, — ja, også til indstudering, for den sags skyld.

Ingolf Gabold: Written in Sand (partitur). Ed. Wilhelm Hansen, København. Cop. 1973.

Af Ingolf Gabold er også udkommet ”Written in Sand, — a scenic work for female and male cnoirs”" til tekst af Rolf Gjedsted.

Et langt værk, 16-20 minutter. Den musikalske side af sagen består af så mange og så forskellige former for korsats, at det nærmer sig et katalog: 4-stemmig, 8-stem-mig, 16-stemmig sang, rytmisk notation, optisk notation, aleatorisk rytmik, koral, recitation, punktuel sats, clusters, solistisk tale og korisk vejrtrækning. Men altid smukt klingende, og yderligere, i al sin satstekniske mangfoldighed, formet i en klar og afrundet helhed. Den sceniske ramme er meget summarisk, og består af fem ganske korte og enkle anvisninger. Det er formodentlig meningen, at sangerne derudover skal improvisere på forskellige måder, men det fremgår ikke af partituret. Der står til gengæld følgende:

This work was conceived for the stage but can be performed in traditional choir and conductor arrangement Having a conductor in the stage version would disturbe the theatrical illusion for which reason suggestions have been given whereby some members of the choir carries out rhytmic impulses for the purpose of guiding the choir and ensuring precision. These impulses are given with the aid of various percussion instruments which can be freely chosen and played wherever necessary.

Det sproglige i ovenstående anvisninger er iøvrigt ubehjælpsomt indtil det rørende, det minder mest om danske rocksangeres såkaldte “”Valby-engelsk”", og beklageligvis gælder det samme for Rolf Gjedsteds engelske tekst.

Det er så tydeligt, at manden tænker i danske ord og danske sætninger; hvert et ord er sikkert korrekt efter ordbogen, men et sprog er meget andet end ord, og engelsk er et meget stærkt og smukt sprog. Men jeg vil ikke her citere fra “”Written in Sand”"; man føje ej spot til skade.

Digtet og værket drejer sig om, og drejer om, en bestemt filosofisk idé, som perso-nificeres i en dialog mellem bølgen og havet. Bølgen, som er en individuel bølge på vej mellem fødsel og død, beder om at få lov til at blive ved at være bølge i evighed. Men under havet er den intet; dens form er havets drøm, dens bevægelse havets vilje. Havet selv er en unævnelig mangfoldighed. Det er smukt, og naivt, og smukt.

Vagn Holmboe: Dirge, opus 110 a. Ed. Wilhelm Hansen, København. Cop. 1972.

Vagn Holmboe: The Wee Wee Man, opus 110 b. Ed. Wilhelm Hansen, København. Cop. 1972.

Vagn Holmboe har i sit opus 110 udsat to gamle skotsk/engelske balladetekster for blandet kor a cappella. A Lyke-Wake Dirge er en klagesang at synge, når man våger hos en død. Den handler om, “”when thou from hence away are paste”"; så går turen over Whinny-muir, Brigg o’Dread og — skærsilden. The Wee Wee Man er en lystig historie om et møde med en af de “”små mænd”", nogle overnaturlige nisser/dværge/trolde, som lever i højlandet stadigvæk.

Begge balladerne er gennem komponerede, med en hyppig brug af delte stemmer. Bredt anlagte, ofte i 6-7-8-stemmig sats, tydeligt inspireret af folke-musikkens enkle klarhed. Og frem for alt: levende, som var det en dans.

Henrik Colding-Jørgensen

Cantica af Norbert Linke

Norbert Linke:

“”.. . und nahm gestalt an”" (1962)

Canticum l für 16 Sängerinnen und 12

Sänger nach einem Text von Eise Lasker-

Schuler. Ed. Gerig HG 600, Köln, Cop.

1967

“”was sterblich war . . .”" (1968)

Canticum II für 16 Sängerinnen und 12

Sänger nach einem Gedicht von Nikolaus

Lenau. Ed. Gerig HG 744, Köln. Cop.

1969

Her er faktisk tale om en 4-stemmig korbesætning (SATB), altså 8 sopraner, 8 alter, 6 tenorer, 6 basser. Stemmerne deles dog ofte, sommetider midt over, til andre tider udskilles en solo, eller gruppen deler sig i et andet forhold. Værkernes stilistiske og notationsmæssige udgangspunkt er aleatorikken, som den kom til syne i Krzysztof Penderecki’s “”Trenos”" t 1959. Liggende clusters, frie glissandi, omtrentlige tonehøjder er væsentlige elementer. Der er dog en forskel på de to værker, som afspejler deres forskellige tilblivelsesår: Canticum l ligner i sin overvejende punktuelle opsætning Trenos en hel del, medens Canticum II overvejende forløber i blokke af vekslende karakter.

Vokalstemmer har andre muligheder end instrumenter, såsom tale, rytmiseret tale og brug af enkelte fonemer, og disse muligheder udnyttes i vid udstrækning, I Canticum II kommer dertil fingerknips, klappen og trampen, og også brug af ind-og udåndingslyde.

Teksterne er ganske frit behandlet. Enkelte afsnit fremstår klart, andre er fordelt på de forskellige stemmer på en måde, der kan minde om Luigi Nono’s “”II Canto Sospeso”", eller brudt op i ord eller stumper af ord. Dertil kommer i Canticum II en massevirkning, hvor 22 af sangerne siger den samme tekst, men ikke i takt. Det er vel ikke Historiens Vingesus, der lyder i disse værker; snarere en i Canticum l begejstret, og i Canticum II beåndet, kunstners afprøvning af en verden, rig på nye muligheder.

Henrik Colding-Jørgensen