Det Virtuelle Musikbibliotek » Nå!! 80

Nå!! 80

Sider: 7 - 7
Ophav: Ebbe Rossander Sørensen
Udgiver: Forlaget MM

NÅ!! 80

ALLE MELLEM 15-25 ÅR I DANMARK

HVAD ER VORES UDTRYK?

Beskæftiger du dig med musik, teater, film, digtning m.m. og har du lyst til at vise det frem.

HUSET i MAGSTRÆDE bliver den 18.-19. oktober 80 rammen om et 2-dages arrangement, hvor vi vil give et billede af hvilke tanker der rumsterer i hovederne på vores generation.

Har du lyst til at være med, så send et brev til: NÅ!! 80, Husets sekretariat, Rådhusstræde 13, 1466 K senest den 1. maj.

Skriv om hvad du/I kunne tænke at deltage med, hvor mange I er, send evt. bånd eller udkast med, og du/I vil blive kontaktet af os.

Med venlig hilsen NÅ!! 80

Arrangørgruppen

OVENSTÅENDE, forholdsvis lakoniske og nu et halvt år gamle meddelelse, udgjorde den spæde start på, hvad der kan blive et meget spændende projekt i Huset i Magstræde i nævnte weekend.

Bag “Arrangørgruppen” for NÅ!! 80 gemmer sig Michael Strunge, Jens Fink Jensen, Synne Rifbjerg, Lilian Polack, Maj Brostrøm og Linda Wendel.

Hvis man skulle tage meddelelsen for pålydende, kunne en to-dages udstilling som “giver et billede af, hvilke tanker der rumsterer i hovedet på vores generation” måske nok blive et temmelig omfattende foretagende. Men den følgende “redegørelse” fra Linda Wendei giver indtryk af en veltilrettelagt weekend og en klar målsætning.

Et sådant arrangement er ikke nogen billig spøg, og man arbejder med et budget på omkring 100.000 kr. Ca. en trediedel af disse er et forskud fra Huset, penge som skal bruges til det forberedende arbejde. (Man har forøvrigt også ansøgt Kulturministeriet om støtte, men i skrivende stund kunne man dér ikke finde ansøgningen). Af større udgifter kan nævnes lydanlæg, plakater, video-udstyr, materialer til kunstudstillingen, stationære instrumenter, evt. scenografi til teatergrupper, som måtte ønske det, og som et ret springende punkt gratis transport for medvirkende, “… så du kan deltage, selv om du kommer fra Hjørring og blot skal læse digte op.”

Huset vil blive benyttet fuldt ud. Både i Vognporten og Musikcafe’n bliver der levende rock, der bliver kunstudstilling og lyrik-oplæsning, i biografen vises super-8 og videofilm,” i vid udstrækning hjemmelavede ting, og teatersalen bliver benyttet til både det egentlige formål, men også til debat-sessions, bl.a. med deltagelse af LLO, LOE og, forhåbentlig, politikere, som har ansvarsområder, som dækker de unges forhold.

“Vi har fået henvendelse fra ca. 125 grupper og enkeltpersoner. Flest musikgrupper og færrest filmfolk.” Egentlig udvælgelse af aktive deltagere har kun været nødvendig i ganske få tilfælde. “Det er et begrænset antal, vi har sagt nej til. Men mange melder fra, når de finder ud af, at de selv skal fremføre deres ting, og at alt skal være hjemmelavet. Vi har udbedt os lydbånd fra musikgrupperne, som bedømmelsesgrundlag, og for at få så bredt et billede som muligt. Og her gælder det selvfølgelig, at grupperne selv skal have skrevet deres musik.”

“En af grundene til, at vi holder så meget på det “hjemmelavede”, er netop, at vi med dette arrangement vil finde ud af, hvem der egentlig laver nogle ting, hvad der laves; hvordan vi kan udveksle erfaringer og få glæde af hinandens arbejde. Holde mere sammen i stedet for at sidde hver for sig og tro, at “nu skal man lave den”; det gør man jo ikke alligevel, det sker først gennem inspiration fra andre.”

“Jeg er sikker på, at der ligger et meget stort materiale i vores aldersgruppe, men vi kender ikke hinanden godt nok til at få det frem. Men det har bl.a. vist sig, at vi har fået en masse henvendelser fra unge uden for København.”

Resultater!?

“Et eventuelt praktisk resultat kunne tænkes at blive en kontaktliste, hvor man skriver om, hvad man laver, hvad man kunne tænke sig at arbejde videre med. Man kunne forestille sig en teatergruppe, som herigennem fandt tekster ‘ eller lignende.

Men der bliver ikke tale om “fyldestgørende dokumentation”! Så ender det blot med, som i så mange andre tilfælde, at man laver dette arrangement “for at lave noget på det”. Det bliver meget dødt på den måde, det ender med, at man ikke kan investere noget arbejde i det, uden at man har noget at slå hinanden i hovedet med — bagefter: Det her, det var noget VI lavede! I stedet skulle det gerne brede sig, andre skulle gerne få lyst til at lave lignende arrangementer.” “NÅ!! 80 er bl.a. også en reaktion mod det overhåndtagende krav om professionalisme. Hvis det ikke er professionelt, gider man i dag ikke beskæftige sig med det. Det skal være prestige-givende. Man har hverken tid eller råd til at eksperimentere, som man havde det for 10-15 år siden. Og vi kan ikke rigtig leve på resultaterne af oprøret dengang, det er faktisk vores liv, det drejer sig om, vores fremtid. Vi skal selvfølgelig have så mange mennesker ind som muligt, for at se/vise hvad der er blevet skabt, eller hvad der arbejdes med; det der kommer ud af dette, må være vores “løn” for det job, fordi det forhåbentlig har været med til at give os inspiration, anvist muligheder for at komme videre. I og med vilkårene er så svære for os rent uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt, er der et behov for at vi får nogle andre værdier, nogle andre måder at anskue tingene på, at arbejde videre på.”