Det Virtuelle Musikbibliotek » Jeg elsker at synge!

Jeg elsker at synge!

Sider: 5 - 6
Ophav: Jens Jørn Gjedsted
Udgiver: Forlaget MM

JEG ELSKER at synge. Jeg er vild med det. Jeg kan blive ude af mig selv, hvis jeg i en lang periode ikke skal ud og spille og virkelig få afleveret noget, siger 28-årige Lis Sørensen. Shit & Chanel, Anne Linnet Band og Sebastian Band er overståede kapitler og nu skal hun stå på egne ben efter udsendelsen af den solo-lp, som mange egentlig troede var på vej ud for et par år siden…

»FOR 1½ ÅR SIDEN VAR JEG FAKTISK på vej i studiet, men så indså jeg, at det mere var et pres udefra end inde i mig selv. Folk havde nok et billede af Shit & Chanel som Anne Linnet’s orkester, men set indefra fungerede gruppen kollektivt, og Anne var ikke og ønskede ikke at være kapelmester. Hun har bare større power og output end jeg har, når det drejer sig om at organisere. Jeg ønskede ikke at få noget ud, alene, i de otte år i Shit & Chanel, hvor jeg syntes, jeg fungerede godt. Det gjorde jeg også i Anne Linnet Band, hvor jeg fik en del af mine egne ting ud, og jeg hører ikke til dem, der laver 60 numre om året. Jeg kan ikke lave musik, når’jeg skal. Men hvis jeg er glad eller ulykkelig, eller i en særlig stemning, så kommer det hurtigt. Jeg er alt i alt nok lidt doven og jeg laver højst otte-ni numre om året. Men alting forandrer sig jo«.

Er musikken skrevet til pladen, eller har du samlet sammen over flere år?

»Alle numrene er lavet til pladen over et årstid. Det, jeg havde liggende, hører til en anden periode, og der er forskel på at skrive for et ni-mands band, hvor alle skal have noget at lave og på denne her plade, hvor jeg også kan spille alle numrene alene. Alt er arrangeret ud ved klaveret.

Jeg arbejder ret ubevidst. Mikael Friis har været en fantastisk god producer og makker og vi var rørende enige om at pladen skulle være kompromisløs i forhold til de mange og forskellige forventninger.«

Havde du planlagt at lave en plade, hvor du benyttede dig af alle studiets muligheder?

»Ja. Jeg ville lege og eksperimentere og prøve alt det, jeg aldrig har fået prøvet. Når man involverer sig i andres projekter, har man ikke så stort ansvar, men større sikkerhed for, at man yder sit bedste, fordi man hele tiden får respons. Men når det er ens eget projekt, går det fra total overlegenhed til dyb usikkerhed, hvor man er ved at opgive det hele. Jeg var ikke klar over, at det var så modsætningsfyldt at lave sin egen plade. Det tager tid at finde sin form – de helt bestemte farver, man vil bruge, så pladen får en identitet. Det kan man give den via en tekstidentitet ved at skrive alle ordene selv, men man kan også vælge et udtryk ved at vælge forskellige sider af sig selv, som man gerne vil udtrykke og som man ved, man har lidt check på. Jeg oplever mig selv som fortolker af stemninger – en budbringer af et virvar af forskellige stemninger. Jeg er ved at finde ud af, at jeg er meget sammensat og det må jeg lære at bruge.«

Jeg har så mange drømme

»Pladens titel er »Himmelen ned på Jorden« og nogen vil måske synes, at det er højrøvet og lyder religiøst og overlegent, men det er kun godt ment. Det har noget at gøre med at jeg har så mange drømme og billeder i hovedet, som jeg tit har svært ved at få ind i min virkelighed.«

Beskriv nogle af dem!?

»Ja, men det er måske lige så meget illusioner, for når man som jeg kom ud i musikermiljøet allerede som 16-årig, føler man sig hurtigt desillusioneret. Man ser bagsiden af så mange ting. Man bliver lovet så mange ting, og når musikken spiller er alting godt! Jeg kom hurtigt ind i en meget aktiv faren rundt og når der så er et hul, hvor man kun har sig selv, kan man sgu godt føle sig desillusioneret. Det var noget, vi blev meget bevidst om i Shit & Chanel, og vi følte os allerede ret gamle, da vi var 21. Vi syntes, vi havde set så meget lort, men alligevel troede vi på alt det, der var godt og at vi skulle give folk noget varme og vise, at det ikke nødvendigvis var negativt at have det dårligt. Man kan ikke have det godt altid. Jeg oplever lykke i meget koncentrerede øjeblikke og så sidder man lidt fortabt tilbage og tænker over, hvornår den kommer igen… Der er så mange ting, jeg gerne vil udtrykke, men samtidig føler jeg mig lidt fattig og jeg skal igennem et kæmpe-maskineri før jeg kan komme ud og kigge folk i øjnene.«

Kan du ikke bare tage ud med din guitar og synge sangene?

»Nej, det er for ensomt… jeg har aldrig gjort det, men det er selvfølgelig noget af det, som giver styrke, at kaste sig ud i noget, man ikke tror, man kan.

Jeg synes, jeg blotter mig utroligt meget, når jeg laver musik og det bliver måske nogen gange lidt for dramatisk og svulmende. Men det er på den anden side den slags musik, der rører mig selv mest.«

Har det altid været så alvorligt for dig?

»Ja og faktisk lidt for alvorligt. I Shit & Chanel var det altid mig, der fik de alvorlige tekster, fordi mine melodier ikke egnede sig til glade tekster. Jeg sang tit om smerte og længsel og forsmået kærlighed.

Jeg har altid fået fede anmeldelser og folk synes, at jeg synger så dejligt, ikke? Det er også dejligt at behage, men jeg kan også godt lide at sparke folk over skinnebenet og så er man meget afhængig af de tekster, man synger. Så mit næste skridt er, at jeg laver mine egne tekster. Jeg har kun én med på pladen – den, som er mest lige ud af landevejen. For mig er pladen mest musik – toner, farver og musikalske billeder og noget med at få andres tekster til at indgå eller knytte det hele sammen. Det er min kæreste, Michael Fock, der har lavet fem af teksterne. Han har også skrevet for Anne Linnet Band, News og for Solvognen – »Købmandsliv«, »Det Hvide Slot« osv. I øjeblikket laver han musical til TV-teatret. Rent billedmæssigt står han for de mest kontante tekster, bl.a. »Baren i Berlin«, som han skrev efter en tur til Berlin med Anne Linnet Band. Vi opfattede det hele som kaos og så en masse mennesker, som lignede os, men som så ud til at have det ad helvede til. Øst-Vest og alt det der. Og det var bl.a. det, der fik mig til at stå af, for jeg havde ikke lyst til at turnere i Tyskland for at blive popstjerne. Men folk var vilde med det, vi lavede. Jeg er glad for Michaels tekster, for der er en fanden i voldsk klarhed i dem og nogle af dem ville nok kunne stå som digte.«

Man skal bruge sin stemme, sin krop og sine følelser!

»Jeg startede allerede med at spille ude, da jeg var 12-13 år og gik i femte klasse, i 1967. Men det blev først alvor, da vi startede Shit & Chanel i 1974. Først havde Anne og jeg en gruppe med det navn (inspireret af en artikel i et musikblad af pianisten Bjørn Veierskov – som handlede om, hvor musikalsk Anders And var …) med Holger Laumann, en skuespillerinde, der hed Sascha World og trommeslageren Ed Jones, men så samlede Anne pigegruppen.«

Tror du der lå noget politisk i det?

»Anne har altid ligget langt fremme på beat’et. Hun spillede med Tears og var alene som pige i musikermiljøet, så det er jo altid politisk, når man pludselig gør sådan noget og ligesom går ind i en ny epoke. Vi havde premiere på Vestergade 58 i Århus i begyndelsen af 1974 og rygtet var jo gået, så der var tykt af musikere i lokalet. Vi spillede ret udfarende med tekster som »Jeg er våd og varm …« – meget sexuelt på vores egen lidt sky måde. Annes tekster var lige så sexuelle, som de er nu, og vi havde ikke noget imod at blive betragtet som objekter. Vi vidste, hvad vi ville og hvad vi ikke ville, og vi spillede på, at vi var piger og på sexualitet og følelser. Når vi syntes, det var OK, tror jeg det var, fordi vi kun var piger. Når piger står som en lagkage foran mandlige musikere, opfattes de anderledes af publikum. Det var klarere i Shit & Chanel, hvor vi stillede op på musikalitet og køn – på hele lortet – »Værsgo’ og ta’ hvad I vil ha’«. Jeg tænkte meget over det, da der blev blæst om Anne, Sanne og mig, som stod der i Anne Linnet Band og så lækre ud og majede os ud – og det gjorde vi! Men det havde altid været legalt for os rundt omkring i klubberne. Men jo mere populære, vi blev og jo større hallerne blev, jo flere var der selvfølgelig som fik ondt i røven. Jeg er lige så meget exhibitionist som alle andre, der stiller sig op på en scene, er man bruger sin stemme, sin krop og sine følelser. Så længe der er oprigtighed i det, er det legalt for mig!«

Men Shit & Chanel blev desværre mistænkeliggjort af dem, som burde have elsket jer..?

»Vi havde jo en mere frimodig og frivol indstilling til mændene end Rødstrømperne havde. Vi ville sgu’ have noget ud af vores liv, og vi kunne godt finde ud af at styre vores mænd. Vi gjorde bare, hvad vi havde lyst til, og det tog vi rundt og viste frem i stedet for at snakke om det. Vi var stolte over, at vi havde den power og kunne vise andre tøser det. Men jeg tror, piger har svært ved at blive enige og organisere. Når man skal være så enige om alting, løber det nemt ud i sandet.«

Er det forskellen på kvinde- og mandegrupper?

»Mandegrupper er mere styret af individuelle ambitioner, hvor man sagtens kan spille sammen og ellers ikke have ret meget andet med hinanden at gøre. Men for tøser skal der mere blus på for at få det til at hænge sammen. Det skal ligesom være DET og hænge sammen med ens liv – ellers gider man ikke. Ellers gider jeg ihvertfald ikke! Men det har jo med vores opdragelse at gøre. Jeg er opdraget meget borgerligt og opdraget til at være pige – at behage og være sød og neje og pænt goddag, ikke? Jeg har kæmpet imod med næb og kløer, men det hænger da ved endnu…«.

…så det måske var svært at gå op på en scene?

»Ja, men det var afgørende, at vi havde et plot sammen i Shit & Chanel og sammen kan man gøre meget mere, end man kan alene. Og nu kan jeg se, at vi kommunikerede på et meget højt plan i gruppen. Det var resultatet af mange års op- og nedture og det var virkelig noget. Noget, jeg ikke har oplevet siden, men som jeg håber at kunne bruge i mit eget band.«

Folk hører ikke det, vi spiller. De hører pladen

»For at give folk en musikalsk oplevelse og en energi med hjem, skal man bruge enormt meget power. Men når man er kendt fra plader, kan det ske, at folk slår ørerne fra. De hører ikke det, vi spiller – de hører pladen! Og der skal kraft til at folk genkalder den styrke, de får af pladerne og de billeder, de gør sig. Så efter en tre-ugers turné er man flad.«

Men du er nødt til at leve op til det hver aftenfolk har jo betalt for det.!?

»Ja, og det gør jeg også, og jeg elsker at spille og trykke den af. Og jeg elsker at synge. Jeg er vild med det! Jeg kan blive ude af mig selv, hvis jeg i en lang periode ikke skal ud og spille og virkelig få afleveret noget. Men samtidig med at man giver energi til mange mennesker, får man også energi tilbage så det batter og det er det, der giver kraft til at stå tidligt op næste morgen for at sidde og rasle i en bus. Det gør ingen forskel, om det er 1200 eller 20 mennesker og de små klubjobs vil jeg gerne prøve at få op at stå igen. Jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at komme ud og se folk i øjnene og der behøver ikke være flere end et par hundrede.«

Kommer der et Lis Sørensen Band?

»Ja, eller Prutskid, eller hvad ved jeg … men det bliver med Michael Friis på bas, Aske Jacoby på guitar, Mads Michelsen på trommer og Ivan Sørensen på keyboards og så leder jeg stadig efter den rigtige percussionist. Hvad angår musikerne på pladen var det svært at vælge, fordi der var så mange gode, jeg gerne ville have med. Men da det var økonomisk muligt, valgte jeg musikere til hvert nummer alt efter det udtryk, det skulle have. Men det er nok ikke en plade, der appellerer til et pop-publikum. Den har et andet sigte.«

»De er meget glade for den og folk må tage det, jeg har lavet eller lade være. For mig er det mit engagement, det kommer an på – men selvfølgelig håber jeg da, at pladen vil nå langt ud.«

Der skal være nogen, som flytter tingene lige pludseligt

»Mange synes, at man skal blive i sin bås og gøre, hvad der forventes af én. Men det kan man kun komme fri af ved at følge sin egen overbevisning og det giver klaps – og det kan da også godt være, at jeg får klaps for det, jeg har lavet er måske ikke så let tilgængeligt som nogen sikkert synes, jeg kunne have fordel af at lave. Der er lige så mange forventninger som folk er forskellige, men jo mere man skider på det, jo bedre musik laver man. Når man har mulighederne for at udtrykke sig, har man også et stort ansvar for, at det virkelig er noget, man mener og brænder for. Ellers gør man lytteren til et fjols. Hvad angår Anne Linnet, vidste jeg, at der ville ske noget i den retning. Ikke lige, at det blev det, men med Marquis de Sade er det klart bevist, at det næsten er utilgiveligt at lave noget, som er farligt og det skal man være stærk for at blive ved med. Men det er folk som Anne, der sætter noget i gang og der skal være nogen, som flytter tingene pludseligt! At hendes musik skaber en sådan opmærksomhed, tyder jo virkelig på, at de tunge sorte gardiner trænger til at blive trukket fra, så vi kan komme til at kende os selv og hinanden lidt bedre. Og hun skal have roser for, at hun tør gøre det. Jeg tør ikke – ikke endnu ihvertfald og jeg kender ikke ret mange, der turde.«

Der har været udsalg rundt omkring

Hvad synes du om den pop/rock-bølge, som har været over os i de senere år?

»Jeg synes nok, der har været udsalg rundt omkring, og at der er meget, der er tandløst og ligegyldigt. Jeg kan godt lide sådan noget pop som det, Nanna laver. Det er dejlig musik og hvad jeg vil kalde »følt pop«. Men det er blevet sværere, fordi der er så mange bands og for at få en pladekontrakt, skal man dels være radiovenlig og dels lave et hit. Men de hits, der lever, er slet ikke lavet med det formål. For mig lyder meget af det uengageret. Der er ikke nok rock & roll og oprør og modstand i det, men for meget fnidder. For lidt smerte og virkelighed. Der er meget mere ballast i bands som Malurt, Gnags og Sneakers – ellers synes jeg motiverne for at behage overskygger selve gnisten i musikken.«

Sebastian fik nogle vokale sider frem i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde

»Det betød utroligt meget for mig at arbejde sammen med Sebastian. Ikke mindst, fordi han lavede »Stille før storm« til mig – det nummer, som jeg selv føler, jeg har sunget bedst. Det har en indre ro og power, som rækker langt, langt ud over mig selv og som kræver meget af mig. Han har fået nogle vokale sider frem i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde.

Sebastian er meget dansk, og han udspringer ikke af den amerikanske soulinspirerede tradition, som jeg gør. Han har altid sunget på dansk og det har lært mig utroligt meget.«

Havde du noget forhold til hans musik?

»Ja, jeg havde lyttet meget til ham og var selvfølgelig vild for at være med i bandet. Han har virkelig betydet meget for dansk musik.«

Var det et passende sted at standse?

»Ja, det synes jeg. Det var passende, fordi han var centrums figur og syntes, at det var det rette tidspunkt. Det organiske har en vis levetid – og så kan det ikke rigtig bære mere.«

MM

Komplet pladeliste

De fem:
Morten Guldfisk. (1968) (2 singler); (m. Tears og Holger Laumann). It’s So Easy (1970).
Daisy:
The Lonesome Brigade (1975).
Gasolin:
Gasolin 5 (1975); Gasolin 6 (1976).
Shit & Chanel:
Shit & Chanel (1976); Shit & Chanel No. 5 (1977); Tak for sidst (1978); Dagen har så mange farver (1979).
Shit & Chalou:
Shit & Chalou (1982).
Henrik Strube:
Ven og fjende (1976); Jackpot (1978); Hunden er los (1979); 8334 (1983).
Lone Kellermann:
Lone Kellermann (1977); Tilfældigt forbi (1979); Fod under eget bord (1981).
Gnags:
La’ det gro (1977).
Peter A.G. Nielsen:
Normalt er han ellers cool (1979).
Per Frost:
Per Frost (1979).
Sebastian:
Tiderne skifter (1979); Cirkus Fantastica (1979); Sebastian Band Live (1980); Stjerne til støv (1981); 80′ernes Boheme (1983); Topsy (single) (1983).
Niels Skousen:
Landet rundt (1980).
Anne Linnet:
You’re Crazy (1980).
Anne Linnet Band:
Anne Linnet Band (1981). (Da. og eng. version). Cha. Cha, Cha (1982).
Pia Raug:
Iskrystaller (1983).
Holger Laumann:
Butterflv (1983).
Zambassa:
Mørkristet (1978).
Rugsted & Kreutzfeldt:
Rugsted/Kreutzfeldt (Eng. version. (Ikke udsendt).
Lis Sørensen:
Himmelen ned på jorden (1983).