Det Virtuelle Musikbibliotek

Selv om dansk jazz igennem de sidste årtier har oplevet en stigning i såvel kvantitet som kvalitet og således aldrig har stået stærkere nationalt som internationalt end på nuværende tidspunkt, er begrebet “dansk guldalderjazz” uløseligt forbundet med perioden 1940-1945 under 2. verdenskrig, hvor Danmark var besat af tyske tropper.

For den almindelige danske befolkning betød den tyske besættelse knaphed på varer og energi. Mange fødevarer blev rationerede, men da arbejdsløsheden samtidig var lav, blev der et overskud i den daglige husholdning, som kunne bruges efter forgodtbefindende. Op gennem perioden blev modstanden mod tyskerne stærkere, og på det musikalske område førte det til en begejstring for dansk sang, men også i en voldsom interesse for jazzmusik.

Den relative pengerigelighed betød, at restaurationslivet trivedes, også selv om der blev indført spærretider, som man dog behændigt undgik ved at flytte åbningstiderne frem. Mange restauranter i København havde i periodens begyndelse jazzorkestre til at spille til dans, som f.eks. Scala-Salen, Prater, München, Valencia, Lorry, Adlon og forlystelsesetablissementerne i Tivoli, Arena, Glassalen, Paafuglen og Kunstnerkælderen. Efterspørgslen efter jazzmusikere og jazzorkestre betød dog også, at mange andre restauranter fik jazz på programmet, bl.a. Skandia, og en række nye kom til, bl.a. Blue Heaven, Hot Spot, Mayfair og Flagermusen, ligesom mange mindre værtshuse i perioder fik jazz på programmet.

Krigsårene betød også en stigning i antallet af jazzkoncerter, og da besøget af udenlandske orkestre naturligt faldt bort, betød det ekstra aktivitet for danske jazzmusikere. Importen af udenlandske jazzplader faldt ligeledes til næsten nul, men da de danske jazznavne var blevet uhyre populære, betød det, at antallet af danske jazzudgivelser steg ganske betydeligt. Hvor antallet af udgivne danske jazzpladesider i perioden 1935-39 i alt var på ca. 180, blev der i 1940-45 indspillet over 650 pladesider, et antal der langt oversteg, hvad der også i de efterfølgende 5-års perioder blev produceret.

Den jazzmusik, der blev spillet, var, ligesom før krigen, swingmusik, ofte krydret med underholdning, refrænsang og populært repertoire. Danmarks isolation betød, at man fortsatte med den stil, der var fremherskende i slutningen af 1930′erne, og den eneste forskel var, at tendensen gik fra store orkestre til ensembler med færre blæsere, fordi de mindre restauranter og spillesteder ikke havde råd til at betale de større orkestre.

Periodens bedste store orkestre blev ledet af Kai Evans, Bruno Henriksen, Niels Foss og Bertel Skjoldborg. Klarinetisten og saxofonisten Kai Ewans spillede næsten hver vintersæson i Scala-salen, mens somrene blev brugt til turnevirksomhed eller på længerevarende engagementer på badehoteller i provinsen. Det var kun i de første par sæsoner i Scala-Salen, at Ewans ledede et fast, stort orkester, resten af perioden var hans orkester på mellem syv og ni musikere. Hans pladeindspilninger er dog på nær enkelte undtagelser alle indspillet med udvidede besætninger i en stil, der leder tankerne hen på Benny Goodman, Count Basie og tildels Duke Ellington.

Bruno Henriksen havde besættelsestidens største og mest stabile orkester. Det spillede i alle somrene 1941-44 i Arena, mens han i de første vinterperioder turnerede i provinsen med et mindre ensemble, hvorimod han de følgende vintre var på Ambassadeur med et ti-mands orkester. Orkestrets spillestil var i den populære ende med vægt på Glenn Miller-inspirerede arrangementer.

Bassisten og basunisten Niels Foss ledede orkestre af vekslende størrelser og arbejdede mest i provinsen, bl.a. i Esbjerg, Århus, Odense og Ålborg. Hans Shortwaveband spillede dog i somrene 1942 og 1943 i Scala-Salen og vinteren 1944 var han med sin sekstet på Mayfair.

Guitaristen Bertel Skoldborgs New Yorkers spillede fast i Prater i de første fire vintersæsoner, mens han turnerede i provinsen med orkstret i sommerperioderne. Selv om besætningen rummede flere gode jazzmusikere, var stilen mest langt an på dansemusik.

Blandt de mindre ensembler blev de mest fremtrædende ledede af Svend Asmussen, Børge Roger Henrichsen, Leo Mathisen og Peter Rasmussen, men herudover skal også nævnes Harlem Kiddies, Matadorerne og Coster Kvartetten.

Violinisten Svend Asmussen ledede skiftende trioer, kvartetter og kvintetter indtil foråret 1943, hvor han forlod jazzen for at hellige sig revy- og filmbranchen resten af besættelsestiden. Hans orkester vekslede mellem at spille på Skandia og i Arena indtil efteråret 1941, hvorefter det resten af tiden spillede på Blue Heaven, med undtagelse af sommeren 1942, hvor det som et af de eneste danske orkestre fik lov at rejse til Sverige for at spille i Stockholm og turnere i folkeparkerne. Asmussens sans for præcision, perfektion, elegance og underholdningsværdi viser sig i de knap 90 indspilninger af kammerjazzagtig karakter, inspireret af den franske Quintette du Hot Club de France, det blev til i denne periode.

Den kvintet, som pianisten og trompetisten Børge Roger Henrichsen ledede med ret stabil besætning i krigsårene, havde samme klangideal som Asmussen, men havde større inspirationsmæssig spændvidde. Hans Swingtet spillede fast i Skandia indtil foråret 1944, afvekslende med turneer i sommermånederne – i 1943 til Göteborg i Sverige – eller medvirkende i revyer. I forhold til Asmussen er der i arrangementerne lagt større vægt på jazz og mindre på underholdningsværdien, ligesom inspirationen fra Duke Ellington er tydelig i flere optagelser.

Periodens mest populære orkester blev ledet af pianisten Leo Mathisen. Indtil foråret 1942 ledede han ensembler af skiftende størrelser, men med den sekstet, som han herefter dannede, spillede han næsten uafbrudt i München indtil befrielsen. Mathisens forbillede var Fats Waller and His Rhythm, som det afspejler sig både i instrumenteringen og i spillestilen.

Basunisten Peter Rasmussen kom sent i gang som orkesterleder, for først i foråret 1943 dannede han egen kvintet, der det næste årstid spillede i bl.a. München, Skandia og i provinsen. Herefter udvidedes orkestret til en sekstet, der spillede i Glassalen i Tivoli, indtil lokalet blev schalburgteret i juni 1944. Resten af besættelsen holdt han til i Skandia, hvor orkestret blev næsten lige så populært som Asmussens og Leo Mathisens.

Trommeslageren Kaj Timmermann dannede sammen med brødrene Jonny og Jimmy Campbell i slutningen af 1940 gruppen Black and White Swing Quartet, der senere tog navnet Harlem Kiddies. Orkestrets faste tilholdssted var München, men det turnerede også i provinsen og spillede vinteren 1941-42 i St. Thomas, efteråret 1943 i Mayfair og vinteren 1944-45 i Gold Digger. Orkestret, hvis dominerende solist var altsaxofonisten Jonny Campbell, var inspireret af Louis Jordan’s Tympany Five og Fats Wallers små grupper.

Matadorerne dannedes sommeren 1940 som en udbrydergruppe fra Kai Ewans’s orkester, men fik kun en levetid på et halvt årstid. Det fortsatte dog som grammofonorkester de næste par år, og i efteråret 1944 samledes gruppen på ny for at give koncerter og for et engagement i Hot Spot.

Coster Kvartetten lededes af pianisten og vibrafonisten Svend Coster. Gruppen holdt til i Helsingør, men fik i efteråret 1942 engagement i Blue Heaven og to år senere i Den Kvikke Kanin. Orkestrets indspilninger blev ret populære, men de jazzmæssige kvaliteter er ikke så fremtrædende.

Som solister – udover kapelmestrene selv – var pianisten Kjeld Bonfils helt i en særklasse for sig. Af andre betydningsfulde instrumentale solister skal nævnes den Coleman Hawkins-influerede tenorsaxofonist Henry Hagemann, der spillede med Kai Ewans 1939-41 og herefter Leo Mathisen indtil 1944, hvorefter han havde egne ensembler. En anden fin tenorsaxofonist var Egon Esbensen, der først blev lanceret med Niels Foss 1941-42 og siden spillede med Kai Ewans 1943-45 og herefter med Peter Rasmussen. Blandt Leo Mathisens solister udover Henry Hagemann, skal først og fremmest nævnes trompetisten og sangeren Erik Parker, der spillede med ham under hele krigen. Violinisten Poul Olsen var periodens nærmeste konkurrent til Svend Asmussen, men var mere jordbunden og knap så fantasifuld i sit spil. Han havde eget orkester, både før og efter at han var medlem af Børge Roger Henrichsens orkester 1941-44. Guitaristen Helge Jacobsen var blandt de første i Europa til at anvende den elektriske guitar, og han spillede først med Svend Asmussen og fra 1941 med Børge Roger Henrichsen. Blandt sangerne var Freddy Albeck, Ingelise Rune og Raquel Rastenni de mest fremtrædende, og fælles for dem var, at de alle måtte flygte til Sverige, Albeck og Rastenni i 1943 og Rune i 1944.

Kilder

• Sven Møller Kristensen, John Jørgensen, Erik Wiedemann. Jazzens Hvem – Hvad – Hvor. Politikens Forlag 1953

• Wiedemann, Erik. Jazz i Danmark – i tyverne, trediverne og fyrrerne. Bind 1-3. Gyldendal 1982

• Frandsen, Kjeld. Politikens Jazzleksikon. Politikens Forlag 1987.

Repræsentativ diskografi

• Dansk Guldalder Jazz. Vol.2, 1940-41. Odeon MOCK 1007.
Udgivelse på cd: EMI 7489742

• Dansk Guldalder Jazz. Vol.3, 1942-43. Odeon MOCK 1008.
Udgivelse på cd: EMI 7489752

• Dansk Guldalder Jazz. Vol.4, 1943-49. Odeon MOCK 1009.
Udgivelse på cd: EMI 7489762

• Den Gyldne Swingtid. Tono LPM 30007.
Ikke udgivet på cd.

Musikerbiografier

Generelt gælder det for alle oplysningerne i dette afsnit, at de er selektive og fokuserende på perioden 1940-45. For alle musikernes vedkommende – undtagen Ingelise Rune og Raquel Rastenni – kan oplysninger om disse hentes i Wiedemanns værk, Jazzens Hvem Hvad Hvor og Politikens Jazzleksikon (se ovenfor), således at de medtagne litteraturhenvisninger skal betragtes som supplerende litteratur. For diskografierne gælder, at kun de oprindelige 78-udgivelser er anførte, og at kun indspilningsstedet er angivet ved udenlandske optagelser. For filmografierne gælder, at kun de titler er medtaget, hvor man ser og hører musikerne spille. F.eks. har Børge Roger Henriksen skrevet megen filmmusik – også i den omhandlende periode – men kun de film, hvori han selv optræder med sit orkester, er medtaget under hans filmografi.