Svend Asmussen (28.2.1916- )

Af Frank Büchmann-Møller

Violinist, sanger og orkesterleder. Havde egne ensembler fra 1934, men læste sideløbende først til tandlæge og derefter til billedhugger. Heltidsmusiker fra 1937. I 1938 medvirkede han ved koncerterne med Mills Brothers, Fats Waller og Josephine Baker, og i 1939 med Valaida Snow. Fik i 1940 sit gennembrud i Kunstnerkælderen og Skandia med sin trio, der omfattede guitaristen Helge Jacobsen og bassisten Christian Jensen. Gruppen udvidedes senere til en sekstet med pianisten Kjeld Bonfils, guitaristen og klarinetisten Svend Hauberg og trommeslageren Erik Frederiksen. 1943-45 var han aktiv som revyskuespiller med Gerda og Ulrik Neumann, men fortsatte dog med at indspille jazzplader. Dannede i 1945 en ny sekstet, hvormed han turnerede over hele Europa, og har været aktiv som jazzmusiker lige siden. Fra at have Joe Venuti som sit første forbillede, blev Asmussen senere påvirket af Stuff Smiths lidt mere rytmisk djærve facon, men uden at det gik ud over hans harmonisk intelligente og yderst elegante stil. Selv om mange af optagelserne fra guldalderperioden er præget af perfektionisme, kan virke slebne og i det populære repertoirevalg nærmer sig det kommercielle, er der til stadighed fremragende soloer at hente.

Svend Asmussen medvirkede i flg. film:

• “Ta’ Briller Paa”, Svend Asmussen. Palladium 1942.

• “Op Med Humøret”, Svend Asmussens Kvintet, Gerda og Ulrik Neumann. Merkur Film & Jens Dennow 1943.

• “Lev Livet Let”, Svend Asmussen med 22-mands orkester. Saga Film 1944.

• “Mit Liv Er Musik”, Svend Asmussens og Leo Mathisens orkestre, Kordt Sisters. ASA Film 1944.

• “Rejsefeber”, Svend Asmussen, Gerda og Ulrik Neumann. ASA Film 1944.

• “Musik I Haven”, Svend Asmussen, Gerda og Ulrik Neumann. J:E: Ohlsens Enke 1945.

• “Otte Hundrede Akkorder”, Svend Asmussen, Gerda og Ulrik Neumann. Tivolirevyen 1945.

Svend Asmussen
Svend Asmussen