Det Virtuelle Musikbibliotek

Knudåge Riisagers litterære produktion er i henseende til bredde og omfang enestående i dette århundredes danske musikhistorie. Som det fremgår af efterfølgende bibliografi omfatter den alt i alt op mod 400 bidrag – større eller mindre – spredt over seks årtier. Selvom der i dette tal er medtaget et antal notitser, anmeldelser, bidrag til enqueter o.lign., afslører bibliografien hans store betydning som musikskribent og kulturdebatør. I kraft af sine mange tillidsposter i dansk musikliv og sin kompositoriske virksomhed fik Riisagers ord en særlig vægt. Hertil kom, at han – ligesom Carl Nielsen – var velformuleret og i øvrigt havde noget på hjerte; i det hele taget er det nærliggende at sidestille Riisagers skribentvirksomhed med Nielsens, ligesom det er nærliggende at betragte Nielsens Levende Musik fra 1925 og Riisagers Det usynlige Mønster fra 1957 som de to betydeligste litterære manifestationer af danske komponister.

Emnemæssigt favnede Riisager overordentlig vidt. Som 17-årig gymnasiast i Henrik Madsens Skole på Filippavej på Frederiksberg fik han i 1913 offentliggjort de første noveller og digte i skolebladet Brændpunktet og ugebladet Hus og Hjem . Herefter fulgte gennem de følgende knap 60 år artikler i talrige ugeblade, fagblade og aviser om emner, der spændte over dagsaktuelt debatstof, refleksioner over musikkens væsen, markedsføring af nye og på det pågældende tidspunkt i Danmark forholdsvis ukendte udenlandske komponister, personlige erindringer, kulturpolitiske betragtninger og meget andet. Overalt mærker man engagementet bag det skrevne, kombineret med en vis form for åndsaristokratisk overblik. Ofte ytrer han sig i debatten, men kun yderst sjældent polemisk.

Selvom han aldrig fornægtede sine galliske sympatier (jvf. artiklen “Gallisk og germansk” fra 1924) og derved navnlig i tyverne og trediverne kom til at stå forholdsvis isoleret i det af Carl Nielsen dominerede danske musikliv, forholdt han sig åbent til udtryksformer, der gik i helt andre retninger. Man kan i denne forbindelse fremhæve hans forståelse for Schönbergs musik på den ene side, og hans uforbeholdne anerkendelse af Carl Nielsens storhed på den anden (det var ikke Carl Nielsens musik, Riisager opponerede mod, men den næsegruse beundring og efterligning hos mindre ånder).

I det hele taget er Riisager tidligt ude, når det drejer sig om vurdering af komponistkolleger, som siden skulle vise sig at opnå berømmelse. Schönberg er nævnt. Så tidligt som 1919 – altså inden Schönberg var blevet kendt for sin nye “tolvtone-musik”- skrev Riisager i Tilskueren en fyldig introduktion til komponisten, og i 1930 var han gennem sin artikel i Forsøgsscenen stærkt medvirkende til, at Schönbergs Blæserkvintet fik sin førsteopførelse i Danmark. Også lanceringen af Prokofiev i artiklen fra 1928, genoptrykt i nærværende udvalg, viser Riisagers fremsynethed.

Riisagers Carl Nielsen-billede kan følges gennem tre stadier: fra den første omtale i 1918 af Nielsens Det Uudslukkelige (i tidsskriftet Vor Tid) over artiklen fra 1925, da Nielsen stod på sin berømmelses tinde, til de mere tilbageskuende artikler fra 1965 i anledning af 100-året for Carl Nielsens fødsel, hvoraf en – skrevet for udenlandske læserere – er gengivet her i udgiverens oversættelse.

Riisager hørte ingenlunde til kredsen af mellemkrigstidens kulturradikale – i en vis forstand kunne man vel sige tværtimod. Alligevel vidner hans litterære produktion i alle dens facetter om en grundlæggende radikalitet, som på forunderlig vis er forbundet med hans borgerligt konservative rod og sindelag. Han er derfor vanskelig at sætte i bås. Det viser sig f.eks. i hans meget liberale holdning til jazz-musikken – eller “negermusikken”, som han kalder den, hvor han i artikler fra 1926 (Sind og Samfund) og 1930 (Dansk Musiktidsskrift) indtager en anderledes nuanceret holdning end den, der i øvrigt dominerede hos tidens bedre borgerskab.

Størst opmærksomhed blandt komponister og andre musikfolk vakte nok artiklen “Symfonien er død – musikken leve” fra 1940, som har lagt navn til nærværende udvalg. På et tidspunkt, hvor ikke mindst Carl Nielsens symfonier fremstod som pejlemærker i dansk musik, undsagde Riisager med en næsten postmodernistisk argumentation denne genre, og med denne en væsentlig del af den nærmeste fortids musikkultur. Med “Symfonien er død”, ligesom med mange af de andre artikler og ikke mindst med sin musik, lukkede han vinduerne op og gav luft for andre strømninger og inspirationer end dem, som var dominerende omkring ham. Mindst af alt ønskede han stilstand. Sagt med ordene af den knapt 30-årige komponist i en kort præsentationsartikel af sig selv, “Musikkens Yngste” i tidsskriftet Sind & Samfund nr 6, 1927: Jeg for min part er sikker paa, at kunstens livsnerve er fremdrift og betingelsen for aandelig vækst har altid været hensynsløs omvæltning. Leonoardo da Vinci var en klog mand. Ha n sagde til sine elever: “Tristo è quel discépolo, che non avanza lo suo maëstro.” (“Uheldig den discipel, som ikke overgår sin mester”).

Bibliografien dækker perioden fra 1913 til den sidste artikel i Berlingske Tidende (“Bånd og kabler”) fra 17. oktober 1972. Frem til året 1953 har den kunnet støtte sig til Sigurd Bergs bibliografi i hans bog om Riisager, som foreligger utrykt i 4. korrektur fra 1953 i Musikhistorisk Museum København. Selvom den forsøger at give den størst mulige dækning af Riisagers skriftlige produktion, er den næppe aldeles komplet. Som det fremgår, fik Riisager optaget sine artikler i et meget bredt felt af aviser og tidsskrifter, som går langt ud over, hvad man ville forvente.

Bibliografien er opdelt systematisk i 7 hovedafsnit med en kronologisk opstilling inden for hvert afsnit.

For god hjælp under udarbejdelsen takkes forskningsbibliotekar Claus Røllum-Larsen.

Artikler trykt i essaysamlingen Det usynlige Mønster , København 1957 er angivet med (*).

Artikler trykt i nærværende samling er angivet med (**).