Det Virtuelle Musikbibliotek

Optagelserne af trompetmarcherne er fundet på to spolebånd, som militærhistorikeren og især militær musik historikeren Oberstløjtnant Axel Vilken Arendrup (1896-1984) efterlod sig.

Arendrup var af sønderjysk slægt fra Arendrup Mølle og søn af den senere generalmajor Albert Arendrup, der en kort periode (i 1908) var chef for Livgarden.

Den 1. juni 1916 mødte han som rekrut ved 16. bataljon, hvor han også kom til at forrette tjeneste som premierløjtnant fra 1918, bl.a. ved Sønderjydsk Kommando i Tønder umiddelbart efter genforeningen i 1920. Først i 1934 fulgte forsættelsen til Livgarden. Axel Arendrup var vagthavende kaptajn, da tyskerne overfaldt Sorgenfri d.29. august 1943, og skrev en sprogligt veloplagt og karsk indberetning om begivenheden. En forkortet udgave, der ikke yder den sproglig retfærdighed, kan læses i Den Parlamentariske Kommissions betænkning Bd. 6, s. 133

Efter hjemsendelsen fra interneringen i 1943 var Arendrup aktiv indenfor modstandsbevægelsen. Umiddelbart efter befrielsen blev han som kommandør for 2. Livgardebataljon chef for Livgardens første indkaldelseshold efter krigen. Karakteristisk for ham er hans fortælling om, da han på regimentets vegne overtog Gothersgades Kaserne: “Jeg lod dem marchere af under honnør, de havde jo ikke gjort mig noget!” Han var vagthavende kaptajn ved den første vagt af Livgarden, der afløste besættelsens politivagt. Ligeså karakteristisk er hans fortælling om den første vagt (citeret efter hukommelsen): “Jeg havde kaldt musikdirigenten til mig og sagde, at før krigen spillede vi på mine vagter altid “Alte Kameraden”, som Dronning Alexandrine holdt meget af. Det kan vi naturligvis ikke mere…” og så fortsatte han “senere skulle jeg modtage nogle englændere, de satte i med “Alte Kameraden”, og der stod jeg sgu!” – Han morede sig kosteligt.

Ved sin afsked af hærens linje 1949 udnævntes han til oberstløjtnant af forstærkningen og designeret kommandant på Slotsholmen.

Arendrups store militærhistoriske interesser medførte bl.a. at han fra 1951 blev sekretær for uniformskommissionen. I 1958 var han en af arrangørerne ved udstillingen i anledning af Livgardens 300 års jubilæum, der blev vist i Chr. X palæ på Amalienborg og senere i Paris, hvor han viste den sammen med prins Georg.

Arendrup var udpræget geledofficer med sund jysk humor, en hurtig replik og sans for god mandskabsbehandling, “ikke bange for nogen og noget”. Talrige var de gamle gardere af alle grader fra oppassere til regimentschefer, der opsøgte ham og som han besøgte lige til sin død. I hæren vidste de fleste, hvem “Onkel Axel” var.

Hans livsværk blev “pift, bum og trut”. Hans små nevøer og niecer gav ham navnet “onkel Bomme”, fordi han som kompagnichef i Odense marcherede i spidsen for sit kompagni til pibers og trommers lyd. Navnet “onkel Bomme” bredte sig til hele familien.

Han kunne ikke noder, men blev velbevandret i musikkens, teatrets og ballettens verden, bl.a. fordi han flittigt benyttede vagthavende kaptajns plads i kavalerlogen i Det Kongelige Teater. Han talte flydende engelsk, fransk og tysk, det sidste fordi han tilbragte sit første skoletid i Dresden, hvor familien boede et år.

Arendrup fandt de gamle danske marcher fra det danske-norske monarkis tid i landsbyspillemændenes nodebøger i Dansk Folkemindesamling. Den dansk-norske hær anvendte ejendommeligt nok ikke noder, men mange af oboisterne (fællesbetegnelse for militærmusikere) nedsatte sig efter endt tjeneste som landsbyspillemænd og skrev der meget af det ned, de havde med fra tjenesten.

Det blev til artiklen: “Militærmusik og Folkemusik” (Folkeminder hft. 11, 1965, s. 1-32) , hvortil findes et bilagsbind med 217 marcher (og signaler). En del af marcherne og signalerne blev indspillet af værnepligtige tambourer fra Livgardens Tambourkorps, men i en teknisk kvalitet, som ikke gør det muligt at gengive dem her.

“Om Hornblæsning i Flaaden” (Tidsskrift for Søvæsen, 1957 s. 97-125, 145-59) er en grundig gennemgang af musikken i flåden.

Sammen med Kgl. Kapelmusikus Hans Fulling, der var af gammel trompeterslægt i Randers og i mange år var en farverig instruktør for Livgardens Tambourkorps, var Arendrup medudgiver af:

“Øvelser for marchtromme – fløjte og signalhorn, samt tromme- fløjte- og signalhornsmarcher” og “Feltmarcher for Es-trompeter. Honnørmarch – honnørsignal samt retraite og reveille for rytteri, artilleri og train” begge udgivet af Hærkommandoen 1960-61 (meget mod Arendrups vilje med moderne retskrivning!).

Det er en stor del af feltmarcherne, der er gengivet her. Senere kom der mange flere til – de blev fundet i nogle håndskrevne nodebøger, en militærmusiker havde taget med hjem, da al militærmusik uden for Livgarden blev afskaffet i 1932. Musikerens enke gav dem til Statsbiblioteket, der videregav dem til Hærens Arkiv. Kun del af militærmusikken fik vi igen i 1941, og da var mange af nodebøgerne gået al kødets gang.

Vi – det gælder også Arendrups datter, journalist Bente Arendrup – ved ikke, hvornår trompetmarcherne er indspillet, ejheller af hvem. Det må være sket engang i 1950erne. Men vi ved, at han betalte indspilningen af egen lomme og betragtede dem som husets helligdom “De bånd forlader aldrig lokalet!!”

De “forlod lokalet” efter hans død og arvedes af en anden lidenskabelig militær- og musikhistoriker, oberst af artilleriet Niels Sigismund Lunn (1910 – 1988), og efter ham arvede jeg dem.